Dansk  English  Facebook  E-mail   (+45) 59 91 92 93

Baggrund og historie

Hvorfor en højskole for bevidsthedsudvikling?

I 1980 slog Højskolen for Bevidsthedsudvikling dørene op for sit første hold elever i det, der engang var Rørvig Missionskursted – en imponerende balkonklædt bygning oprindeligt bygget midt i sandklitterne i det nordvestlige hjørne af Sjælland men ved skolens åbning allerede udvidet med mange tilbygninger og omgivet af en vidtstrakt fyrretræsplantage og Danmarks største sommerhusområde.
 
Det var faktisk et dristigt skridt, TM-bevægelsens pionerer tog. For det var første gang i højskolernes lange historie, at en skole havde bevidsthedsudvikling som hovedtema, og hvor undervisning i meditation og yoga var en væsentlig del af alle kurser. Historien har siden bekræftet, at visionen var rigtig; og i dag vil det være meget vanskeligt at finde en højskole, som ikke et eller andet sted i sit program tilbyder yogaundervisning og tit også meditation og andre programmer for personlig udvikling.
 
I de 45 år, Højskolen for Bevidsthedsudvikling har fungeret, har mange tusinder af elever nydt sjælelig og fysisk godt af skolens undervisning i temaer omkring den dybe indsigt i mekanismerne i universets urværk, som findes beskrevet i den årtusinder gamle Veda, og ikke mindst de praktiske metoder, Transcendental Meditation ® og TM-Sidhi ® programmet, der omsætter denne viden til en praktisk, daglig realitet. Dermed blev vores højskole en moderne levendegørelse af skoleformens grundtanke ’først oplive så oplyse’, som den i midten af 1800-tallet var blevet formuleret af Christen Kold i en tale til højskoleideens fader N. F. S. Grundtvig.

Hvad har Vedisk Videnskab at tilbyde dagens Danmark?

Principperne, der fra starten blev formidlet på Højskolen for Bevidsthedsudvikling, er funderet i den indiske lærer Maharishi Mahesh Yogis genoplivelse af Vedaen, som han beskriver som universets DNA, idet den i en fuldstændig abstrakt tilstand rummer hele den struktur, som vi ser konkret udfoldet i skabelsen, og som er vores egen bevidstheds allerinderste, sande og umistelige natur. Det ydre univers og vores indre individualitet er altså to udtryk for den samme realitet: ’Bevidsthed er det eneste, der findes’, som Maharishi har udtrykt det. Den vediske metode til at erfare dette direkte og umiddelbart er Transcendental Meditation, en subtil og enkel teknik, som alle kan udøve uanset alder, uddannelse, beskæftigelse eller livsopfattelse.
 
Maharishi havde taget en universitetsuddannelse i fysik, før han gik i lære hos sin vediske mester, og han har derfor bedre end nogen anden formået at vise parallellerne mellem det vediske perspektiv på skabelsen og det verdensbillede, som de moderne naturvidenskaber har tegnet. De to tilgange spejler så at sige hinanden som en subjektiv og en objektiv tilnærmelse til viden.
 
I 1958 begyndte Maharishi at rejse uden for Indien. Hvor han kom frem, vandt hans let forståelige måde at beskrive de fundamentale principper for, hvordan skabelsen fungerer uden for og inden i os selv, stor genklang i videnskabelige kredse og i den brede befolkning. Det blev starten på udviklingen af et bevidsthedsbaseret uddannelsessystem, som i dag blandt andet anvendes i flere lande fra børnehave- til universitetsniveau, og som også i det omfang, som højskolelovgivningen tillod, har udgjort en væsentlig del af metodikken på Højskolen for Bevidsthedsudvikling, både i Rørvig senere i Havnsø. I dag er bevidsthedsbaseret undervisning efter Maharishis principper et detaljeret og avanceret system, som igen og igen har vist exceptionelt gode resultater, og for relativt nylig er blevet accepteret som et bærende koncept i et EU-projekt for underskoler i flere lande, bl.a. Sverige, Belgien, Portugal, England og USA. Se f.eks. følgende link: https://www.youtube.com/watch?v=J5XRhc21gbQ
 
I årene, der er gået, siden Maharishi i 2008 forlod denne verden, har hans udpegede efterfølger, Maharaja Dr Tony Nader MD-PhD, i et stort antal bøger, podcasts og interviews gjort den vediske viden yderligere tilgængelig og indplaceret den i rollen som en realistisk, alternativ løsning på det moderne samfunds mest påtrængende problemer.
 

Nye veje - nye perspektiver

Siden halvfemserne, og især i de senere år, har det vist sig at rumme visse udfordringer at kombinere den globale TM-organisations hastigt ekspanderende indhold og undervisningsprincipper med den måde, højskoleundervisning ifølge de danske regler på området skal udøves. Dette kombineret med behovet for et delvist generationsskifte har ført til, at Højskolen for Bevidsthedsudvikling ikke i øjeblikket modtager statsligt tilskud til driften, som folkehøjskoler i almindelighed gør. Skolen er for tiden i gang med en restrukturering, hvor vi afprøver forskellige modeller for at afgøre, om skolen skal søge at fortsætte som tilskudsberettiget eller skal træde et skridt videre fremad og helt køre i sit eget regi og med sin egen individuelle identitet. Det betyder i praksis, at vi i den kommende transformationsperiode vil tilbyde forskellige kurser, hvoraf nogle er de samme, som højskolens venner i forvejen kender, og andre er helt nye forløb.
 
Ét af de væsentligste kurser vil være en lettere opdateret udgave af ’Lær at meditere’, som er et opholdskursus, hvor man kan lære Transcendental Meditation i uforstyrrede rammer uden at skulle prøve at tilpasse éns ofte i forvejen travle hverdag til møderne på TM-kurset. Dette vil give den ro til fordybelse og fred i forløbet, som mange har efterspurgt.
 
Man kan ikke lære at meditere fra en bog eller en videolektion, og Transcendental Meditation® er ikke et terapeutisk forløb, hvor man løbende skal vejledes af en lærer. At lære TM® er en nøje tilrettelagt proces, hvor man med stor præcision af en faguddannet TM-lærer bliver instrueret i selv at lukke en dør op til sine indre ubegrænsede ressourcer og gøre brug af dem på en helt naturlig og uanstrengt måde.